lørdag den 30. april 2011

De fineste vintagkjoler fra 70'erne til salg

Og så kom jeg til det igen. Jeg burde vitterligt få indopereret en lille gizmo, der gav stød, hvergang musen bevæger sig hen mod 'Bid'-knappen på Ebay.
Men om jeg så havde fået volt nok igennem mig til at drive en mindre landsby, så havde jeg nok klikket alligevel, For de her er bare for fine(og så kan jeg jo altså heller ikke stå for noget der lugter af en god forretning)


Og så kommer lige salgstalen:
Helt autentiske fra 70'erne
Stadig i originalindpakning(så en vaskemaskinetur kan anbefales ... de lugter nemlig også helt originaltgammelt)
65% polyester, 35 % bomuld
Helt friske i farven

Jeg har to i tyrkis hhv. str. 110 og 116 og 3 i orange i str. 110, 116,122.
Mht størrelserne, så er det et estimat, da  der i kjolerne står hhv. 45", 48" og 50"

Er de ikke fine -og perfekte både over leggings og som kort sommerkjole

fredag den 29. april 2011

For dingdong da også...

Når ens 2,5 årige pragtsøn tonser rundt i huset udspyende de vildeste eder og forbandelser, og her snakker vi både  'Helvede', 'pokker', 'satan' 'pis' og hvad der ellers kan kommes på, så er det tid til en revision af hjemmets sprogtone generelt.
Ikke sådan forstået at jeg er fortaler for at mine unger kommer til at lyde som en fra de gamle 'Far til fire'. Jeg er helt ok med at lort hedder lort (og hverken bonus, gave, bummelum eller perler!), men hvis Bertram skal bande, så skal han i det mindste være gammel nok til at vide hvad det betyder - og at det altså kan få de ældre eller mere sippede medlemmer af familien til at blive lidt blege om næsen.

Så familien har nu indført udtrykket 'dingdong' (Tak til Ned Flanders). Og da jeg nok må påtage mig en god del af skylden for de mange flotte og farverige udtryk som børnene kan - så øver jeg mig gevaldigt i at holde lidt igen(de kloge siger jo at børnene gør som man selv gør, ikke som man siger)
....og så må jeg så bare tage de meget mystiske blikke med oprejst pande, når jeg forglemmer mig og fyrer en dingdong af på kontoret eller sammen med vennerne.
Men når jeg skal beskrive de sidste to måneder, så presser alle de mere kulørte gloser sig altså på, for 'for dingdong' hvor har jeg haft travlt.
En ting var at jeg har haft pres på på arbejdsfronten. Hint: det der lille grønne nøglehul, der er på mange varer nede i supermarkedet; det ved du forhåbentligt godt, hvad betyder nu. Ik'? Ik´!!(sig ja, please. For ellers så græder jeg snot over al den tid der er blevet brugt på kampagnen. Inkl. optælling af 43.000! konkurrencekuponer.)
Men jeg kom oven i alt det andet til at melde mig til en forårsudstilling/marked for at få solgt ud af alle de mange smykker jeg efterhånden har fået bakset sammen.
Problemet var bare at det var en total indskydelse, 4 uger før markedet løb af stabelen .... og jeg havde jo altså overhovedet ikke nok varer til en hel stand.
Så der blev produceret allerdingdong mange smykker hver aften. Og indkøbsposer(og for dingdong hvor er det bare dingdong kedeligt at sidde og sy hanke til 15 poser sammen)
Desværre solgte jeg ikke særligt meget. De besøgende på udstillingen er primært +50 og det er ikke lige segmentet for mine smykker. Til gengæld kunne jeg være helt sikker på at alt af hunkøn under 18 stod og savlede.

Halskæder:

Øreringe:

Og sør'me om jeg ikke også fik lavet lidt hårgejl og armbånd også

Alle herlighederne kan erhverves på Amio (og her kommer lige et indspark. Hvis du nu sidder og kigger på mine ting og tænker 'For dingdong hvor er de fede...men de er sat for højt prismæssigt' - så må du MEGET MEGET gerne smide en kommentar til mig. Jeg har nemlig virkeligt svært ved at finde ud af om mit prisleje er rimeligt)

Og hav så en dingdong dejlig fredag