tirsdag den 6. marts 2012

'Pige'-farver

Jeg sidder lige nu med en stærk trang til at opsøge alle legetøjsfabrikanter, børneværelsesdesignere, børnetøjsbagmænd og alle andre der på nogen måde kan gøres ansvarlige for begrebet 'pige' og 'drenge'-farver.
For det er da godt nok til at blive åndssvag af. For alvor.
Naja holdt 6 års fødselsdag i søndags for 9 veninder ...så farvetemaet lå ligesom fast fra starten -og jeg kan også godt gå med til at lave en pink oppyntning, for fint ser det da ud.
Men min grænse for farve-forskrækkelse blev i den grad fundet, da tøserne brugte mere tid på at diskutere, hvem der skulle være 'blå' og 'grøn' kontra 'pink' og 'rød' på Wii-dansespillet end på at danse(det endte med at vi for hvert spil måtte trække lod ...og oplevede gudhjælpemig at flere af tøserne så ikke ville være med, hvis de skulle være - oh skræk, oh ve- en drengefarve!)
Og den blev overtrådt med flere meter da flere af dem ikke ville spise de muffins, der ikke var i pink, rød eller orange muffinform. Jamen altså, hvor tåbeligt kan det lige blive?
For nu havde vi jo altså lavet pink topping og ribbet hylderne for pyntekrymmel. Hvilket for øvrigt var en stor success. Kagerne var klar til pyntning og al pynten var fordelt ud i små skåle på bordet - så kunne de selv pynte deres kager. Det gav total koncenteret stilhed i 10 minutter, hvilket ikke er en dårlig ting efter 4 timer med pigehvin.
Og Naja havde 'den allermest bedste fødeselsdag overhovedet nogensinde' :-)