Viser opslag med etiketten tid -og mangel på samme. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten tid -og mangel på samme. Vis alle opslag

mandag den 17. marts 2014

Tricks til tidsoptimering og produktivitet. Step 1: Planlæg din uge



Nå men, jeg er jo som bekendt igang med at etablere mit verdensomspændende konglomerat.

Og det kræver tid. Oceaner af tid.

Og jeg er bare ikke særligt god til det der med at være tjekket og organiseret og i god tid. Jeg er mere 'lav-tingene-i aller-sidste-sekund'-typen. Og det vil jeg rigtigt gerne ændre, for det er både frustrerende og sætter en kæmpestor bremse på min fremdrift.

Så jeg har de sidste to måneder, hvor projekt ’Verdensherredømme’ har været i sin spæde opstart, gjort mig en masse tanker og erfaringer om hvordan jeg kan effektivisere min produktivitet og maksimere min tid uden at det betyder en 12 timers arbejdsdag og mig liggende i fosterstilling under bordet af ren stress.

Og måske vil du også vil kunne få glæde af mine erfaringer. Ikke bare, hvis du lige som mig arbejder hjemmefra, men også bare hvis du som de fleste andre forsøger at få en hverdag til at fungere bedst muligt og gerne vil nå at arbejde på egne projekter

Så de næste dage vil du kunne finde tips og tricks til et liv med mere produktivitet og mindre spildtid her på bloggen.


Step1: Planlæg din uge

Prøv en gang at tænke over hvor meget tid, der i løbet af en dag går med overspringshandlinger, panikredninger og vimsen fra det ene projekt til det andet og tilbage igen.

For mit vedkommende, så har jeg en enormt lang liste over ting jeg skal nå, ting jeg bør nå og ting jeg helst vil bruge al min tid på
Og styrer jeg ikke mit forbrug og mine prioriteter med hård hånd, så er sandheden at jeg hurtigt kommer til at bruge min tid på:

Hygge/yndlingsprojekter og pludselige indfald
Overspringshandlinger
Enormt meget tid på at prøve at finde ting, der er blevet væk(det kan jeg også føle at der kommer et indlæg om)

Hvorimod ’skal’-opgaverne bliver nedpriotiteret indtil de bliver haste-opgaver eller en sur byrde eller bare syltet i al for lang tid og 'burde'- opgaverne når jeg ganske simpelt aldrig.

….vi kan vist godt blive enige om at jeg aldrig bliver verdenshersker på den måde, ik?


For at prioritere min tid bedre, har jeg derfor identificeret en række opgaver som jeg skal nå i løbet af ugens fem arbejdsdage og fordelt dem i et skema.

Opgaverne er identificeret og prioriteret udfra et overordne mål, som er at få kunder til mine to butikker, Cloudcake.dk og Etsy.com/Cloudcake

Enkelte af opgaverne er afhængige af andre opgaver. Eksempelvis kan jeg ikke fotografere nye produkter, hvis jeg ikke har lavet nogle inden. Og jeg kan ikke ligge dem på butikken, hvis de ikke er fotograferet etc etc. Til disse opgaver er der enten oprettet et alternativ, som den allokerede tid ellers skal benyttes til eller også skal tiden bruges på mit fokus.

'Fokus' er et overordnet mål for ugen – en større opgave som tager længere tid at få i hus. Det kunne eksempelvis være at få en artikel i et brudemagasin, at få vist mine produkter i et blad, at få omtale på Etsy, at afholde en giveaway etc.

Min uge ser eksempelvis sådan her ud:



Jeg har bevidst valgt at holde timerne hver dag på 6 til at starte med. Ganske ofte har jeg også tid i løbet af eftermiddagen eller om aftenen, men det er min erfaring at begynder jeg at kalkulere med dem, så bliver jeg irritabel og stresset, hvis jeg så ikke når det planlagte. Så vil jeg hellere se dem som en bonus, som kan frigøre mere tid til resten af mit uge eller månedsfokus eller til inspirationstid.

...Eller som tid der bare skal bruges til at være sammen med mine unger eller nusse rundt.

--
Jeg vil elske at høre hvordan du får tingene til at hænge sammen. Er du en født tidseffektor eller kæmper du ligesom jeg?


lørdag den 22. september 2012

Raseri

Arj ok, måske ikke ligefrem raseri. Men i hvert tilfælde god gammeldags vrede.
Og hvorfor så så meget vrede. Jamen fordi jeg blev fyret. Sgu!

Ikke på nogen dramatisk måde eller fordi jeg var uønsket, men af den ganske pragmatiske grund der hedder penge.

Men ligegyldigt hvor pragmatisk det er og ligegyldigt hvor 'Nå ja, jeg passede sgu heller ikke lige så godt ind der' det er, så får ens selvbillede immervæk et knæk. For jeg er ikke sådan en der bliver fyret. Nope, jeg er sådan een, der selv skrider.
Så jeg er sur, gal, rasende og når jeg damper lidt af, så tager jeg fat på en ny runde, hvor jeg så bare er sur på mig selv over, at jeg lader det påvirke mig så voldsomt.
Men holddaløjsa hvor sådan noget vrede kan bruges som brændstof i en ellers noget gumpetung bagdel.

Så nu er jeg direktøren for det hele. Det kommende verdensomspændende konglomerat ud i alting girly: Cloudcake.
Jeps, jeg har nu et cvr-nr med momsregnskab, nemkonto og firmanavn på håndskrevet klistermærke på postkassen.

Og jeg er foreløbigt ret positivt overrasket over hvor nemt det faktisk er. Jeg havde et eller andet billede af at det ville være helt vildt kompliceret med enorme papirbunker og en lommeregner svejset fast på hånden. Men det der Internet er sgu smart.

Men her tre uger senere kan jeg da godt overveje en liiiiiille bitte smule, hvor gennemtænkt det nu lige var. For ud over et 37 timers job med transport i begge ender og to børn, der jo skal have al den tid jeg kan give dem(og mand og venner og hus og....) skal jeg så også søge jobs(for sådan et, helst super spændende og udfordrende og med søde kollegaer vil jeg jo frygteligt gerne have) så skal jeg liiiige banke min biks op så den i det mindste løber rundt.

Og det kræver altså kræfter.

For sjovs skyld forsøgte jeg lige at lave en oversigt over hvad jeg skal/burde gøre. Og her kommer så listen. In no particular order.

Fylde varer på min Trendsalesshop(yep, sådan en har jeg også nu: Bare søg på Cloudcake)

Overvåge og varetage min Etsyshop

Overvåge og varetage min Amio-shop

Lave to specialbestilte fascinators til at sætte på hårklips

Lave halskæde, fascinator og hårkam til pige med blog i staterne der reviewer mine ting(og dermed –forhåbentligt – skaber en masse ny trafik

Holde mig ajour på Bryllupsklar.dk hvor jeg har betalt for at have en henvisning til min Etsy-butik liggende og hvor jeg har adgang til deres forum (her skal jeg lige have vurdereret om det overhovedet er det rette forum...og have skrevet et indlæg til bloggen. For hold da helt fast det er et syret univers, de der bryllupsdamer befinder sig i)

Lave artwork etc til reklame for Roskilde Julemarked, som jeg skal med på

Få lavet visitkort

Få lavet ’Tak for at du har handlet hos mig’ kort med bonus-kode

Få lavet et stempel, så jeg ikke skal skrive min adresse i hånden hele tiden

Få oprettet en konto + kort til butikken

Få registeret en nemkonto

Få optalt mit varelager

Få overblik over hvilke udgifter jeg har haft – de tæller nemlig som opstartsudgifter og skal med i regnskabet

Finde på geniale ting, jeg kan tage med på julemarkedet …og finde transport dertil

Få taget flere fotos af mine ting – helst med en model

Få opdateret min adword-konto

Få lavet den hjemmeside, som min søde mand er i gang med, færdig

Få fundet den rigtige font

Blogge dagligt

Flytte bloggen til Wordpress.Elller en helt ny blog kun om Cloudcake på engelsk?

Lære at bruge Pinterest mere kommercielt eller i hvert tilfælde til at få drevet besøg over på bloggen

Lave hårkranse med silkeblomster til Simone, der skal bruge dem til sit studie



Pyh.

Og hold da op det blev en lang smøre.... men nu kan jeg da krydse en ting af på listen for i dag:-)

Og så et pænt billede, der inspirerer med alle de skønne farver


Billede lånt her : http://blog.heylook.fi




















torsdag den 13. januar 2011

Man kunne kalde det kundeservice

Man kunne også kalde det helt vild dårlig logistik.
Jeg har nået den alder, hvor den service, jeg modtager ved et køb, vægter tungt i min opfattelse af købet(og blandt andet derfor ville jeg give min førstefødte for at sprænge PostDK's monopol. Jeg HADER, at jeg er nødt til at benytte deres postskranker, når servicen bare er så røvdårlig.)
Nå men, det jeg ville sige er, at kundeservice sgu er vigtigt. Og det er leveringstid, når man bestiller en vare over nettet, også. Jeg ventede en gang 3 måneder på en lampe - det var altså skod.
Men det med leveringstiden kan altså også gå galt i den helt anden retning.
Som når man (altså jeg. Doh) bestiller en ny opvaskemaskine tirsdag middag. Jeg skriver pænt i kommentarfeltet, at jeg rigtigt gerne vil have den leveret på fredag.
Jeg modtager et par timer senere en leveringsbekræftelse på, at min nye køkkenven kommer på fredag. Ah, alt er fryd og gammen og jeg aftaler med manden, at han skal sørge for at pille den gamle opvasker fra torsdag, da vi har betalt for at den bliver taget med retur.(og det er altså pænt besværligt at fragte sådan en på genbrugsstationen i en cykeltrailer)
Alt ånder fryd og gammen og den lille familie går glad i seng.
Natten går med en to-årig der vågner og kommer ind på madras i soveværelset. Dertil en (næsten) fem-årig, der kl. bæh sidder i sin seng og messer 'jeg er tørstig....jeg er tørstig....jeg er tørstig....' med den der sindssvagt irriterende børnehavestemme, de åbenbart hjernevaskes til at bruge fra dag 1.
Dette efterfølges af edderspændtrasende mor, der ikke synes klokken bæh er et fedt tidspunkt at være vågen. Overhovedet. Og slet ikke fordi miniature[grimt ord] ikke gider at kravle ned fra sin seng, gå to skridt og drikke af sin kop.
Dette kommer moren måske til at give en lille bitte smule udtryk for i lav, hvislende stemme overfor femårig.
Klip til storhulkende pige, desperat mor, der nu både p....fryser, bare gerne vil sove og har dårlig samvittighed.
Natten - eller de sørgelige rester blev rundet af med vækkeur kl. 5, der vækkede alle inkl. børn(manden står op kl. kvalme og tager på arbejde. Frivilligt?!) og 2-årig der tissede igennem bleen. Også rigtig meget godmorgen til jer.
Nu skal jeg så lige indskyde at sådan en lortenat ikke er et særsyn her i huset - det sker faktisk, måske ikke ofte, men tiere end man overhovedet har lyst til at tænke på.
Så på trods af et gedigent søvnunderskud og virkeligt ondt lune så gik morgenens rutiner som smurt og kl. 8.05 var undertegnede og børn på vej ud af døren.
Og så ringede telefonen"Ja, goddag. Det er fragtmanden. Jeg har en opvaskemaskine til levering hos dig" Say what?? "Jamen, øh, bøh, nå da. Såå æh, hvornår kommer den.?""Jow, hvis trafikken driller, så er jeg der om tre kvarter, men ellers om tredive minutter". Indsæt her helt vildt mange bandeord og panisk Line, der ringer til manden i totalt urealistisk håb om at han liige kan trylle sig fra DTU i Lyngby til Brøndby med tog indenfor de tredive minutter og afmontere den dersens opvaskemaskine, som jo skulle med retur.
Det kunne han selvfølgeligt ikke.
Så, stadigvæk med et søvunderskud på størrelse med Grønland og nu også en puls, der kunne mærkes helt ud i lillefingerneglene, gik jeg igang med at afmontere en opvaskemaskine.
Naja, der er dedikeret fjernsynsnarkoman, kunnne nemt pacificeres med Ramasjang. Det kunne Bertram til gengæld ikke -overhovedet. Han syntes derimod, at det var topspændende, hvad mor lavede. Det indebar jo både knapper, der blev trykket på, værktøj, vand og en mor i gulvhøjde, som man kunne forsøge at kravle op på cirka hvert andet minut. Det blev kun endnu sjovere af, at hun sagde så mange nye spændende ord og var helt rød i hovedet .
Det var ikke stressende. Det var PISSEHAMRENDE stressende. Jeg er normalt ikke bleg for at skille ting ad og er ganske ferm med værktøj - men for hulan da. Den store finale var, da jeg måtte opgive at frakoble slangen der fører vand til maskinen og istdet bruge en nedstryger til at save den over. Tror I lige at jeg krydsede fingre for, at jeg havde slukket godt nok for vandet?? (Bonusinfo: Selvom man har slukket for vandtilførslen, så sidder der stadig vand i slangen og inde i maskinen og det pibler ud med det samme, man skærer hul på slangen. Det betyder IKKE, at der ikke er slukket ordentligt for vandet!! Det vidste jeg ikke. Goddag hjerteanfald.)
Men det lykkedes sgu ogjeg er nu den lykkelige indehaver af topsmart ny køkkenven. Og helt ny selvtillid indenfor hårde hvidevarer. Næste gang vil jeg bare gerne have liiidt bedre tid ik'.

6 timer senere kom en mail fra WhiteAway hvor de bekræftede at min opvasker ankommer i morgen......måske man skulle ringe til dem og foreslå et nyt logistikprogram?

onsdag den 24. november 2010

Når han bliver 14, skal jeg måske begynde at blive bekymret






































Men indtil da, vil jeg nøjes med at synes, at det er voldsomt festligt og underholdende at Bertram resolut løber ind på Najas værelse, råbende 'Kjole på, kjole på', når vi ser Vild med Dans.
Og yndig er han da med yndlingsskørt og strutmave
      Kjolefetichen har han 100% fra sin storesøster- der netop har overstået(og moren udstået) 6 måneder hvor minifashionistaen udelukkende har gået i kjoler og nederdele. Og for det ikke skal være løgn, har disse så også helst skulle kunne dreje hele vejen ud.....så ikke bare har der ligget bunker af ubrugte bukser, men også for snævre kjoler er hensygnet i skabet(Thank god for Trendsales, si'r jeg bare)
Og jeg kan godt afsløre(hvis der nu skulle være nogen i tvivl) at det giver moderat stressede morgener(ok, total underdrivelse dér)at have sådan en lille megastædig megakræsen megaaltformeget furie at argumentere med. Hvilket har ført til at Naja i en alder af 4 år fik total råderet over sin egen påklædning, med eneste regel at forældrene må nedlægge veto mod tøj, der er direkte upraktisk, såsom bare ben i minus 10 grader.
De moderat stressede morgener er stadig røvstressede(indsæt her billede af Bertram, der stiller sig under bruseren med tøj på/nægter at spise morgenmad, indtil det sekund hvor alle er på vej ud af døren, snotforvirret mor, der indser at Bertrams støvler ligger i bedsteforældrenes bil, ekstremt presset mor, der indser at hendes nøgler ligger i mandens bukser -og han er forlængst taget på arbejde etc etc)
MEN....i det mindste skal jeg ikke skændes med Naja om tøj - og lige nu, hvor jeg skriver dette, kommer jeg så i tanke om, at jo, det gør jeg faktisk stadig, nu går diskussionen så bare på hvorvidt det virkeligt er nødvendigt at have flyverdragt på - og det er en ting, jeg ikke giver mig på. 
Jeg er helt ok med at hun nogle dage drager i børnehave med strømper i trefarvet mønster, stribede strømpebukser i to andre farver, en blomstret nederdel i yderligere fem andre farver, en stormønstret bluse ...og glansnummeret: undertrøjen UDEN på blusen i hvad der så er 15'ende farve på 108 cm krop. Dertil lægges ofte et par armbånd, et bælte, halskæder, et par spænder og en hårbøjle.
Og jeg er helt ok med, at der er flere af mødrene i børnehaven, der bander mig langt væk hver morgen, når deres minifurier nægter det pænt farveafstemte mor-valgte tøj med argumentationen. 'Jamæææææn, Naja må sæææælv vælge!!!'
Men jeg gider ikke have en unge med lungebetændelse af frostbid i tæerne(Så kigger pædagogerne så skævt til een ;-))

mandag den 10. maj 2010

Hvor begynder man mon?

Aaaargh. Endnu en krea-blok. Endnu en småbarnsmor med et fleksibelt job med oceaner af tid til liiige at smide lidt klude i Libertystof sammen til en lille tunika. Bosiddende i et lille shabby chikt hus med pæretræer og hjemmeplantede tomater, som laves til den lækreste relish om efteråret.

..........Og så ikke alligevel. (Ikke at jeg på nogen måde har et problem med hverken Liberty stof eller pæretræer(sådan et har jeg faktisk) )
Jeg bor i Brøndby Strand. Hvis du tænker grim, trøstesløs beton-ghetto med et moderat kriminalitetsproblem, så er du faktisk flink.Så nej, den her blog kommer ikke til at vise stemningsmættede billeder af åbne vidder og skønt landliv. Den kommer heller ikke til at vise lækre små cupcakes, som jeg lige har bagt. For jeg laver helst ikke mad (altså, jeg kan godt. Jeg gider bare ikke)
Til gengæld så kommer den her blog til at indeholde en masse billeder af mine netfund. Jeg er nemlig stofmisbruger, kreaholiker og bidt af en gal shopper. E-bay, Etsy, udenlandske stofbutikker og andet besøges jævnligt. Og en gang imellem lykkes det mig faktisk også at finde tid til at få noget ud af alle mine fund(altså andet end at sidde og ae dem)
Så velkommen, hvem du nu er:-)