Hvorfor et voldsomt benspænd af Universet er det bedste der er sket mig.

[For the English version - read here]

En gang imellem får man en venlig reminder fra universet. Et lille venligt puf fra karma/skæbnen/Gud eller hvad vi nu vælger at kalde den bestemmende kraft i vores liv. En lille stemme, der svagt som en sommerfugls åndedræt hvisker ' Hej ven, det her er ikke den rigtige vej for dig'.
.....andre gange får man en syngende lussing, et spark i de nedre dele og et virkeligt hårdt slag med en vognstang imens en orgre-lignende skæbnetrold brøler sin besked med en ånde, der lugter af døde dyr marineret i gammel mælk' Din kæmpestore kraftidiot. Fatsvage mide. Jeg har sgudda allerede een gang fortalt dig at du skal en anden vej. For hælved da også. Så fat det dog.'

Cirka sådan føles det når man bliver fyret...for anden gang....inden for 1! år.
Fra et job jeg på papiret burde være absolut blændende til.
Men som jeg i virkeligheden slet ikke trivedes med. Ja, faktisk en hel karriere som jeg ikke trivedes med.
I 10 år har jeg været på arbejdsmarkedet og i den tid har jeg haft 5 jobs ( + 2 barselsperioder) og på intet tidspunkt i de 10 år har jeg været glad for mit arbejde.
En gang i mellem har der været glimt af begejstring. Og analyserer jeg disse glimt, så er de alle bundet op på opgaver hvor jeg har fået lov til at tænke og løse problemer og være kreativ i min tankegang.
Resten af tiden har jeg brugt på at side og længes efter at lave noget helt andet. Efter at være min egen chef og få lov til at skabe noget.
Kigger jeg tilbage, kan jeg også godt se at udvisning af initiativ i forhold til mit job har været på nulpunktet- imens initiativerne i den kreative del af min hjerne nærmest ikke kan komme ud for bar trængsel.
Så det var mere end på tide at mit liv tog en ny retning. Hvilket universet så ublidt gjorde mig opmærksom på.

Men vi ved jo alle hvor svært det er at sige farvel til det gode og trygge i et kendt job og en dejlig lønseddel hver måned. Og hvor grænseoverskridende det er at tage et spring ud i det ukendte (og så vil jeg slet ikke komme ind på den tid, man skal bruge på at tackle sine omgivelsers vantro og manen til besindighed)

Så helt ærligt. Den fyring er uovertruffent det bedste der kunne ske.

Nu er der ingen undskyldning

Nu springer jeg

Røv, øjenvippehår, marsmænd i badekaret og andre udvalgte historier

Jeg har modtaget ikke bare en, men to awards. En fra Brilleting og en fra Ullaib. Faktisk så fik jeg dem for over en uge siden.....men klausulen på awarden var at man skal skrive en bunke ting om sig selv. Og det har taget crap lang tid. Hvorfor? Tja, jeg kan kun sige 'røv'.

Anyway, here goes:

1) I den virkelige verden er jeg projektleder på et lille reklamebureau, der ligger på Frederiksberg. Lyder glamourøst, ikke? - det er det bare ikke. Overhovedet. Men det er p*hårdt, sjovt og udfordrende. Og når jeg har været meget stille på bloggen i perioder, så er det fordi jeg har så travlt og er så brugt op, at mine fingre skriver røvrøvrøvrøvrøvrøv hver gang jeg sætter mig ved et keyboard efter arbejdstid.

2) Og lige nu har jeg to store kampagner, der skal løbe af stablen i første uge af marts(fremragende planlægning der, fru projektleder) Så lige nu har jeg knap energi til overhovedet at tænke 'røv'.

3) Jeg kan ikke rødme. Meget heldigt, når man på en første arbejdsdag på et tidligere arbejde bliver involveret i to af kollegaernes problemer med hvordan de skulle få kopieret den enes meget omfattende pornosamling over på den andens harddisk. Takket være sysadm-drengene har jeg i dag en humor, der kan få selv garvede havnearbejdere til at stamme og er ophøjet ligeglad med konventionerne om hvad en pige kan sige og gøre.

4) Engang arbejdede jeg som telefonsekretær og tog blandt andet telefonen for det produktionsselskab der lavede 'Åndernes Magt'. Det der spooky tv-program. Så jeg fik alle dem der kunne tale med ånder/havde rumvæsener i badeværelset/hørte stemmer/kunne telekinese/var generelt helt gakgak i røret. Det var et af de mere underholdende jobs.

5) Min datter synes at jeg er smukkest uden make-up. Det der 'skara gør mine øjne så skarpe siger hun.

6) Apropos øjne, så havde jeg engang en veninde, der misforstod det der med at man kan plukke hårene på sine øjenbryn. Og plukkede alle øjenvippehårene af. Det må fanme have gjort ondt tænker jeg.

7) Min nabos ene hundehvalp er lige rendt ind gennem hækken til vores have. Da Mads gik ud for at hente den og sende den gennem hækken den anden vej, kiggede han over hegnet for at se om naboerne var i deres have, fik ved et uheld kigget gennem ruden til deres stue og fik øjenkontakt med den splitternøgne nabokone......griner stadigvæk

8)....røv

...og så er det meningen at jeg skal give den her award videre til andre, men den er vist allerede kastet mere i grams end(her prøver jeg lige at komme på noget vittigt, men....røv)
Så vi lader den bare ligge her, ik!

Se forresten lige hvor fint tæppet til min venindes lille bebs blev.- Læg især allervenligst mærke til at det er syet i hånden på hvert eneste samlingspunkt. Meget patchworkproff-agtigt, hvis jeg nu selv skal sige det.

Aj for helvede, det er jeg sgu ked af

Altså det er jeg virkeligt.
For jeg røg da godt nok lige durk i idyl-blog-fælden der.
Jeg har gudhjælpemig et indlæg, hvor ordene 'charmerende', 'vintage' og 'unik' indgår samtidigt.
Undskyld mig lige imens jeg vasker mit tastatur med karbolsyre og skrubber fingrene med Rodalon.
For jeg havde jo LOVET mig selv ikke at ryge i den fælde og køre det der 'ih, hvor er mit liv bare lækkert'-ræs.
Jeg havde lovet mig selv at være ærlig, kynisk og dybt sarkastisk - sådan som Line in real life er. Og pludseligt lyder jeg som Martha Stewart på Valium.
Mine alarmklokker burde ha' ringet, da jeg pludseligt brugte mindre formuer på vintage, nej for helvede, ikke 'vintage', gamle semilugtende, lettere nussede klude sendt hele vejen fra Tyskland -og jeg oven i købet følte mig heldig.
Og indlæggelsen var da godt nok lige om hjørnet, da jeg , ak ve, sad med en hæklenål og garn købt i Brugsen, for nu skulle jeg hækle cupcakes.
Hold da fest hvor er det skræmmende. Ikke at der er noget galt med hverken hækling elle vintage(altså, er lige ved at lægge sidste hånd på et skønt tæppe til venindes nye baby lavet i vintagestoffer. Altså tæppet, ikke babyen!)Det, der er skræmmende, er hvor hurtigt man bliver suget ind i den her blogverden. Og hvordan man helt umærkeligt bare absorberer inspiration og billeder, så den personlig essens og smag glider sammen med alle blog-indtrykkene, så man pludseligt ikke kan huske, hvad kernen egentligt var.
Og hvordan jeg uden at opdage det var begyndt at idylisere det hele og smøre lidt vaseline over hverdagen og dæmpe lyset, så det hele lige så lidt lækrere ud - set udefra.

Skræmmende. Altså, det er det sgu. Så undskyld mig lige. Jeg skal lige finde min kerne.