tirsdag den 4. marts 2014

Hvorfor et voldsomt benspænd af Universet er det bedste der er sket mig.

[For the English version - read here]

En gang imellem får man en venlig reminder fra universet. Et lille venligt puf fra karma/skæbnen/Gud eller hvad vi nu vælger at kalde den bestemmende kraft i vores liv. En lille stemme, der svagt som en sommerfugls åndedræt hvisker ' Hej ven, det her er ikke den rigtige vej for dig'.
.....andre gange får man en syngende lussing, et spark i de nedre dele og et virkeligt hårdt slag med en vognstang imens en orgre-lignende skæbnetrold brøler sin besked med en ånde, der lugter af døde dyr marineret i gammel mælk' Din kæmpestore kraftidiot. Fatsvage mide. Jeg har sgudda allerede een gang fortalt dig at du skal en anden vej. For hælved da også. Så fat det dog.'

Cirka sådan føles det når man bliver fyret...for anden gang....inden for 1! år.
Fra et job jeg på papiret burde være absolut blændende til.
Men som jeg i virkeligheden slet ikke trivedes med. Ja, faktisk en hel karriere som jeg ikke trivedes med.
I 10 år har jeg været på arbejdsmarkedet og i den tid har jeg haft 5 jobs ( + 2 barselsperioder) og på intet tidspunkt i de 10 år har jeg været glad for mit arbejde.
En gang i mellem har der været glimt af begejstring. Og analyserer jeg disse glimt, så er de alle bundet op på opgaver hvor jeg har fået lov til at tænke og løse problemer og være kreativ i min tankegang.
Resten af tiden har jeg brugt på at side og længes efter at lave noget helt andet. Efter at være min egen chef og få lov til at skabe noget.
Kigger jeg tilbage, kan jeg også godt se at udvisning af initiativ i forhold til mit job har været på nulpunktet- imens initiativerne i den kreative del af min hjerne nærmest ikke kan komme ud for bar trængsel.
Så det var mere end på tide at mit liv tog en ny retning. Hvilket universet så ublidt gjorde mig opmærksom på.

Men vi ved jo alle hvor svært det er at sige farvel til det gode og trygge i et kendt job og en dejlig lønseddel hver måned. Og hvor grænseoverskridende det er at tage et spring ud i det ukendte (og så vil jeg slet ikke komme ind på den tid, man skal bruge på at tackle sine omgivelsers vantro og manen til besindighed)

Så helt ærligt. Den fyring er uovertruffent det bedste der kunne ske.

Nu er der ingen undskyldning

Nu springer jeg





4 kommentarer:

  1. Kæft hvor er du sejere end sej. Jeg tumler også med dybe tanker for tiden. Er jeg i virkeligheden skabt til en 37-timers arbejdsuge bag et skrivebord med 3 børn hvis liv bare suser afsted....?

    SvarSlet
  2. Bare spring - universet skal nok gribe dig :) Jeg blev selv fyret (eller "stillingen blev nedlagt" som det så pænt hed sig...) og det har vist sig at være den bedste gave. For jeg fik tid til at stoppe op og tænke: hvad er det egentlig jeg vil med mit (arbejds)-liv? Det har været svært at vende ryggen til min uddannelse og gå en anden vej, men livet er for kort til at arbejde med noget, man ikke brænder for. Og lige præcis i dag har jeg fået tilbudt mit absolut drømmejob :) som slet ikke har noget med min uddannelse og tidligere karriere at gøre. Men for første gang i meget lang tid er jeg glad ved tanken om at skulle arbejde. Så det kan lade sig gøre at tage springet!

    SvarSlet
  3. Binemor Du er vist langtfra den eneste der tumler med sådanne overvejelser. Kan faktisk på stående fod ikke komme i tanke om nogen der ikke overvejer om de 37-timers arbejdshelvede virkeligt er det værd
    Pseudomor: Aj, hvor lyder det fedt - og jeg ved præcist hvad du mener. Med mit 'hop' vender jeg ryggen til et halvt liv på skolebænken og akademikertitel.

    SvarSlet
  4. Jubiii! Glæder mig til at se hvor du lander:-)

    SvarSlet