Viser opslag med etiketten Om mig. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Om mig. Vis alle opslag

lørdag den 22. september 2012

Raseri

Arj ok, måske ikke ligefrem raseri. Men i hvert tilfælde god gammeldags vrede.
Og hvorfor så så meget vrede. Jamen fordi jeg blev fyret. Sgu!

Ikke på nogen dramatisk måde eller fordi jeg var uønsket, men af den ganske pragmatiske grund der hedder penge.

Men ligegyldigt hvor pragmatisk det er og ligegyldigt hvor 'Nå ja, jeg passede sgu heller ikke lige så godt ind der' det er, så får ens selvbillede immervæk et knæk. For jeg er ikke sådan en der bliver fyret. Nope, jeg er sådan een, der selv skrider.
Så jeg er sur, gal, rasende og når jeg damper lidt af, så tager jeg fat på en ny runde, hvor jeg så bare er sur på mig selv over, at jeg lader det påvirke mig så voldsomt.
Men holddaløjsa hvor sådan noget vrede kan bruges som brændstof i en ellers noget gumpetung bagdel.

Så nu er jeg direktøren for det hele. Det kommende verdensomspændende konglomerat ud i alting girly: Cloudcake.
Jeps, jeg har nu et cvr-nr med momsregnskab, nemkonto og firmanavn på håndskrevet klistermærke på postkassen.

Og jeg er foreløbigt ret positivt overrasket over hvor nemt det faktisk er. Jeg havde et eller andet billede af at det ville være helt vildt kompliceret med enorme papirbunker og en lommeregner svejset fast på hånden. Men det der Internet er sgu smart.

Men her tre uger senere kan jeg da godt overveje en liiiiiille bitte smule, hvor gennemtænkt det nu lige var. For ud over et 37 timers job med transport i begge ender og to børn, der jo skal have al den tid jeg kan give dem(og mand og venner og hus og....) skal jeg så også søge jobs(for sådan et, helst super spændende og udfordrende og med søde kollegaer vil jeg jo frygteligt gerne have) så skal jeg liiiige banke min biks op så den i det mindste løber rundt.

Og det kræver altså kræfter.

For sjovs skyld forsøgte jeg lige at lave en oversigt over hvad jeg skal/burde gøre. Og her kommer så listen. In no particular order.

Fylde varer på min Trendsalesshop(yep, sådan en har jeg også nu: Bare søg på Cloudcake)

Overvåge og varetage min Etsyshop

Overvåge og varetage min Amio-shop

Lave to specialbestilte fascinators til at sætte på hårklips

Lave halskæde, fascinator og hårkam til pige med blog i staterne der reviewer mine ting(og dermed –forhåbentligt – skaber en masse ny trafik

Holde mig ajour på Bryllupsklar.dk hvor jeg har betalt for at have en henvisning til min Etsy-butik liggende og hvor jeg har adgang til deres forum (her skal jeg lige have vurdereret om det overhovedet er det rette forum...og have skrevet et indlæg til bloggen. For hold da helt fast det er et syret univers, de der bryllupsdamer befinder sig i)

Lave artwork etc til reklame for Roskilde Julemarked, som jeg skal med på

Få lavet visitkort

Få lavet ’Tak for at du har handlet hos mig’ kort med bonus-kode

Få lavet et stempel, så jeg ikke skal skrive min adresse i hånden hele tiden

Få oprettet en konto + kort til butikken

Få registeret en nemkonto

Få optalt mit varelager

Få overblik over hvilke udgifter jeg har haft – de tæller nemlig som opstartsudgifter og skal med i regnskabet

Finde på geniale ting, jeg kan tage med på julemarkedet …og finde transport dertil

Få taget flere fotos af mine ting – helst med en model

Få opdateret min adword-konto

Få lavet den hjemmeside, som min søde mand er i gang med, færdig

Få fundet den rigtige font

Blogge dagligt

Flytte bloggen til Wordpress.Elller en helt ny blog kun om Cloudcake på engelsk?

Lære at bruge Pinterest mere kommercielt eller i hvert tilfælde til at få drevet besøg over på bloggen

Lave hårkranse med silkeblomster til Simone, der skal bruge dem til sit studie



Pyh.

Og hold da op det blev en lang smøre.... men nu kan jeg da krydse en ting af på listen for i dag:-)

Og så et pænt billede, der inspirerer med alle de skønne farver


Billede lånt her : http://blog.heylook.fi




















tirsdag den 22. november 2011

Så så man lige mig dropkicke menighedrådsformanden

....altså kun i fantasien. Og jeg ved faktiske heller ikke om hun var formand eller noget. Men et spark lige i poserne, det kunne hun godt have fortjent.
Og hvorfor, tænker du måske, havde sådan en sød gammel beigefarvet dame gjort sig fortjent til min vrede.
Jo, efter at have stået og famlet ved mine fine håndlavede hårbøjler siger hun til sine veninde'Åh ja, mit barnebarn Amalie laver også sådan nogle fine ting i børnehaven'.
Say what??
Jeps, på trods af mit desperate forsøg på at mobilisere noget optimisme omkring weekendens marked i Greve Kirke - så var det en af de gange hvor det blev akkurat lige så ringe som frygtet:-(
Behøver jeg at nævne at min indtjening på ialt 12 timers 'side-på-min-røv-og-kede-mig var latterlig lav, at jeg var så heldig at have et harmonikaorkester stående ved siden af mig og at jeg sad 1 1/2 time uden for kirken om søndagen fordi de havde glemt at fortælle mig at der ville være lukket ind til min bod indtil efter festgudtjenesten ('Jamen, vi tænkte at du måske ville lytte med')
Skal vi ikke bare lade det ligge ved den konstatering, at det bare ikke, på nogen måde what so ever, var min målgruppe.
Og så vil jeg glæde mig over at de mange mange lange timer uden salg i stedet gjorde at jeg nu har samtlige smykker færdiggjort til næste weekends marked i Roskilde.(og det er jo ikke så dårligt)


tirsdag den 15. november 2011

Og så gik der lige 2 måneder....


Det er lidt spøjst det her. Jeg har været væk fra bloggen i to måneder og underligt nok, så har jeg et behov for at forklare mig. Og det sidder altså lidt underligt med mig.  For den pragmatiske side af mig siger jo, at der jo helt ærligt ikke er en kæft, der giver en hujende fis for om jeg skriver dagligt eller månedligt.   
Selvom det er fedt at føle sig som verdens absolutte centrum. For et par år siden, da Naja var omkring 3,5 var vi på vej til børnehaven en morgen. ’Nu sidder alle børnene og venter’ proklamerede hun. ’Venter de. Hvorfor venter de?’ spurgte jeg. Og svaret var jo indlysende kunne man høre på hende: ’På mig selvfølgeligt. De venter alle sammen på at jeg kommer, så de ikke skal kede sig mere’

Nå, men bottomline er, at jeg har været tavs fordi jeg har haft andre prioriteter.  
Oveni den helt almindelige daglige udfordring det er at få job, børn, mand, søvn og mig-tid til at passe ind i 24 timer uden at gå på kompromis(Newsflash: det kan man ikke! ) så har jeg fået raget en del opgaver/oplevelser til mig:
Jeg er kommet til at melde mig til to markeder(mere om det senere), har fået mine hårbøjler i kommission(også mere om det senere), har været på to uger skøn ferie(jep, det slipper I heller ikke for at høre om) og har bordet mere end fyldt på arbejdet(Sundhedsstyrelsens ’Kun med Kondom’-kampagne, Miljøstyrelsens Musekampagne, Fødevarestyrelsens Nøglehulstil spisesteder for at nævne et par stykker)

Det første indlæg i mere end to måneder skal selvfølgeligt også fejres med et skønt billede.
Jeg har nemlig været så heldig/privilegeret at blive kontaktet af fotograf Mette Bundgaard, der gerne ville bruge mine hårbøjler til en fotooptagelse.
Desværre sprang modellen fra, men Mette fik lokket nogle søde små tøser til at modellere i stedet.
Jeg synes at det er blevet super fint og glæder mig til at se hvad hun kan få ud af en voksen.
Læs meget mere om Mette og se hendes mange andre fine billeder her:http://metunda-universe.blogspot.com/


lørdag den 11. juni 2011

9.3 millioner kroner

9.3 millioner kroner. 9.300.000 rare skejsere vandt jeg i Lotto!
.......desværre er der bare lige den detalje at det var ca. kl 04 forleden nat og da vækkeuret kimede et par timer senere var jeg lige så meget på røven som altid.
Men min drøm fik mig til at gå og filosofere lidt over hvad jeg egentligt ville bruge pengene til, hvis det nu viser sig at jeg faktisk er den nye Cassandra og kan forudsige fremtiden.(På den anden side er det måske ikke så fedt, hvis det er rigtigt, for så har I altså noget af en spøjs fremtid i vente. Jeg har de absolut mest syrede drømme)
Anyway - det allerallerførste jeg tænkte var, at jeg ville sige op lige på stedet. Og det er da lidt tankevækkende. At det første jeg ønsker mig, er at komme væk fra mit job. At hvis jeg kunne få lige hvad jeg ville material-wise, så var det frihed fra at være nødt til at gå på arbejde og tjene penge.
Havde jeg råd, så ville jeg meget meget hellere sidde hele dagen og nørkle med det her:


Og så ville jeg forøvrigt tage min familie ud og se verden, købe drømmehuset og tage på den vildeste shoppingtur i New York - naturligvis:-)

Hvad ville du gøre hvis du vandt 9.3 millioner?

lørdag den 29. januar 2011

Røv, øjenvippehår, marsmænd i badekaret og andre udvalgte historier

Jeg har modtaget ikke bare en, men to awards. En fra Brilleting og en fra Ullaib. Faktisk så fik jeg dem for over en uge siden.....men klausulen på awarden var at man skal skrive en bunke ting om sig selv. Og det har taget crap lang tid. Hvorfor? Tja, jeg kan kun sige 'røv'.

Anyway, here goes:

1) I den virkelige verden er jeg projektleder på et lille reklamebureau, der ligger på Frederiksberg. Lyder glamourøst, ikke? - det er det bare ikke. Overhovedet. Men det er p*hårdt, sjovt og udfordrende. Og når jeg har været meget stille på bloggen i perioder, så er det fordi jeg har så travlt og er så brugt op, at mine fingre skriver røvrøvrøvrøvrøvrøv hver gang jeg sætter mig ved et keyboard efter arbejdstid.

2) Og lige nu har jeg to store kampagner, der skal løbe af stablen i første uge af marts(fremragende planlægning der, fru projektleder) Så lige nu har jeg knap energi til overhovedet at tænke 'røv'.

3) Jeg kan ikke rødme. Meget heldigt, når man på en første arbejdsdag på et tidligere arbejde bliver involveret i to af kollegaernes problemer med hvordan de skulle få kopieret den enes meget omfattende pornosamling over på den andens harddisk. Takket være sysadm-drengene har jeg i dag en humor, der kan få selv garvede havnearbejdere til at stamme og er ophøjet ligeglad med konventionerne om hvad en pige kan sige og gøre.

4) Engang arbejdede jeg som telefonsekretær og tog blandt andet telefonen for det produktionsselskab der lavede 'Åndernes Magt'. Det der spooky tv-program. Så jeg fik alle dem der kunne tale med ånder/havde rumvæsener i badeværelset/hørte stemmer/kunne telekinese/var generelt helt gakgak i røret. Det var et af de mere underholdende jobs.

5) Min datter synes at jeg er smukkest uden make-up. Det der 'skara gør mine øjne så skarpe siger hun.

6) Apropos øjne, så havde jeg engang en veninde, der misforstod det der med at man kan plukke hårene på sine øjenbryn. Og plukkede alle øjenvippehårene af. Det må fanme have gjort ondt tænker jeg.

7) Min nabos ene hundehvalp er lige rendt ind gennem hækken til vores have. Da Mads gik ud for at hente den og sende den gennem hækken den anden vej, kiggede han over hegnet for at se om naboerne var i deres have, fik ved et uheld kigget gennem ruden til deres stue og fik øjenkontakt med den splitternøgne nabokone......griner stadigvæk

8)....røv

...og så er det meningen at jeg skal give den her award videre til andre, men den er vist allerede kastet mere i grams end(her prøver jeg lige at komme på noget vittigt, men....røv)
Så vi lader den bare ligge her, ik!

Se forresten lige hvor fint tæppet til min venindes lille bebs blev.- Læg især allervenligst mærke til at det er syet i hånden på hvert eneste samlingspunkt. Meget patchworkproff-agtigt, hvis jeg nu selv skal sige det.

torsdag den 13. januar 2011

Man kunne kalde det kundeservice

Man kunne også kalde det helt vild dårlig logistik.
Jeg har nået den alder, hvor den service, jeg modtager ved et køb, vægter tungt i min opfattelse af købet(og blandt andet derfor ville jeg give min førstefødte for at sprænge PostDK's monopol. Jeg HADER, at jeg er nødt til at benytte deres postskranker, når servicen bare er så røvdårlig.)
Nå men, det jeg ville sige er, at kundeservice sgu er vigtigt. Og det er leveringstid, når man bestiller en vare over nettet, også. Jeg ventede en gang 3 måneder på en lampe - det var altså skod.
Men det med leveringstiden kan altså også gå galt i den helt anden retning.
Som når man (altså jeg. Doh) bestiller en ny opvaskemaskine tirsdag middag. Jeg skriver pænt i kommentarfeltet, at jeg rigtigt gerne vil have den leveret på fredag.
Jeg modtager et par timer senere en leveringsbekræftelse på, at min nye køkkenven kommer på fredag. Ah, alt er fryd og gammen og jeg aftaler med manden, at han skal sørge for at pille den gamle opvasker fra torsdag, da vi har betalt for at den bliver taget med retur.(og det er altså pænt besværligt at fragte sådan en på genbrugsstationen i en cykeltrailer)
Alt ånder fryd og gammen og den lille familie går glad i seng.
Natten går med en to-årig der vågner og kommer ind på madras i soveværelset. Dertil en (næsten) fem-årig, der kl. bæh sidder i sin seng og messer 'jeg er tørstig....jeg er tørstig....jeg er tørstig....' med den der sindssvagt irriterende børnehavestemme, de åbenbart hjernevaskes til at bruge fra dag 1.
Dette efterfølges af edderspændtrasende mor, der ikke synes klokken bæh er et fedt tidspunkt at være vågen. Overhovedet. Og slet ikke fordi miniature[grimt ord] ikke gider at kravle ned fra sin seng, gå to skridt og drikke af sin kop.
Dette kommer moren måske til at give en lille bitte smule udtryk for i lav, hvislende stemme overfor femårig.
Klip til storhulkende pige, desperat mor, der nu både p....fryser, bare gerne vil sove og har dårlig samvittighed.
Natten - eller de sørgelige rester blev rundet af med vækkeur kl. 5, der vækkede alle inkl. børn(manden står op kl. kvalme og tager på arbejde. Frivilligt?!) og 2-årig der tissede igennem bleen. Også rigtig meget godmorgen til jer.
Nu skal jeg så lige indskyde at sådan en lortenat ikke er et særsyn her i huset - det sker faktisk, måske ikke ofte, men tiere end man overhovedet har lyst til at tænke på.
Så på trods af et gedigent søvnunderskud og virkeligt ondt lune så gik morgenens rutiner som smurt og kl. 8.05 var undertegnede og børn på vej ud af døren.
Og så ringede telefonen"Ja, goddag. Det er fragtmanden. Jeg har en opvaskemaskine til levering hos dig" Say what?? "Jamen, øh, bøh, nå da. Såå æh, hvornår kommer den.?""Jow, hvis trafikken driller, så er jeg der om tre kvarter, men ellers om tredive minutter". Indsæt her helt vildt mange bandeord og panisk Line, der ringer til manden i totalt urealistisk håb om at han liige kan trylle sig fra DTU i Lyngby til Brøndby med tog indenfor de tredive minutter og afmontere den dersens opvaskemaskine, som jo skulle med retur.
Det kunne han selvfølgeligt ikke.
Så, stadigvæk med et søvunderskud på størrelse med Grønland og nu også en puls, der kunne mærkes helt ud i lillefingerneglene, gik jeg igang med at afmontere en opvaskemaskine.
Naja, der er dedikeret fjernsynsnarkoman, kunnne nemt pacificeres med Ramasjang. Det kunne Bertram til gengæld ikke -overhovedet. Han syntes derimod, at det var topspændende, hvad mor lavede. Det indebar jo både knapper, der blev trykket på, værktøj, vand og en mor i gulvhøjde, som man kunne forsøge at kravle op på cirka hvert andet minut. Det blev kun endnu sjovere af, at hun sagde så mange nye spændende ord og var helt rød i hovedet .
Det var ikke stressende. Det var PISSEHAMRENDE stressende. Jeg er normalt ikke bleg for at skille ting ad og er ganske ferm med værktøj - men for hulan da. Den store finale var, da jeg måtte opgive at frakoble slangen der fører vand til maskinen og istdet bruge en nedstryger til at save den over. Tror I lige at jeg krydsede fingre for, at jeg havde slukket godt nok for vandet?? (Bonusinfo: Selvom man har slukket for vandtilførslen, så sidder der stadig vand i slangen og inde i maskinen og det pibler ud med det samme, man skærer hul på slangen. Det betyder IKKE, at der ikke er slukket ordentligt for vandet!! Det vidste jeg ikke. Goddag hjerteanfald.)
Men det lykkedes sgu ogjeg er nu den lykkelige indehaver af topsmart ny køkkenven. Og helt ny selvtillid indenfor hårde hvidevarer. Næste gang vil jeg bare gerne have liiidt bedre tid ik'.

6 timer senere kom en mail fra WhiteAway hvor de bekræftede at min opvasker ankommer i morgen......måske man skulle ringe til dem og foreslå et nyt logistikprogram?

onsdag den 1. december 2010

30 days blog challenge

Jeg så den her inde på Ulla's side og tænkte at det da var en sjov idé.
Måske vil det også kunne hjælpe mig til at få en fast rytme i blogningen.
Stay tuned - jeg vender stærkt tilbage med dag 01-facts

mandag den 10. maj 2010

Hvor begynder man mon?

Aaaargh. Endnu en krea-blok. Endnu en småbarnsmor med et fleksibelt job med oceaner af tid til liiige at smide lidt klude i Libertystof sammen til en lille tunika. Bosiddende i et lille shabby chikt hus med pæretræer og hjemmeplantede tomater, som laves til den lækreste relish om efteråret.

..........Og så ikke alligevel. (Ikke at jeg på nogen måde har et problem med hverken Liberty stof eller pæretræer(sådan et har jeg faktisk) )
Jeg bor i Brøndby Strand. Hvis du tænker grim, trøstesløs beton-ghetto med et moderat kriminalitetsproblem, så er du faktisk flink.Så nej, den her blog kommer ikke til at vise stemningsmættede billeder af åbne vidder og skønt landliv. Den kommer heller ikke til at vise lækre små cupcakes, som jeg lige har bagt. For jeg laver helst ikke mad (altså, jeg kan godt. Jeg gider bare ikke)
Til gengæld så kommer den her blog til at indeholde en masse billeder af mine netfund. Jeg er nemlig stofmisbruger, kreaholiker og bidt af en gal shopper. E-bay, Etsy, udenlandske stofbutikker og andet besøges jævnligt. Og en gang imellem lykkes det mig faktisk også at finde tid til at få noget ud af alle mine fund(altså andet end at sidde og ae dem)
Så velkommen, hvem du nu er:-)