Viser opslag med etiketten kreativitet. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kreativitet. Vis alle opslag

tirsdag den 4. marts 2014

Hvorfor et voldsomt benspænd af Universet er det bedste der er sket mig.

[For the English version - read here]

En gang imellem får man en venlig reminder fra universet. Et lille venligt puf fra karma/skæbnen/Gud eller hvad vi nu vælger at kalde den bestemmende kraft i vores liv. En lille stemme, der svagt som en sommerfugls åndedræt hvisker ' Hej ven, det her er ikke den rigtige vej for dig'.
.....andre gange får man en syngende lussing, et spark i de nedre dele og et virkeligt hårdt slag med en vognstang imens en orgre-lignende skæbnetrold brøler sin besked med en ånde, der lugter af døde dyr marineret i gammel mælk' Din kæmpestore kraftidiot. Fatsvage mide. Jeg har sgudda allerede een gang fortalt dig at du skal en anden vej. For hælved da også. Så fat det dog.'

Cirka sådan føles det når man bliver fyret...for anden gang....inden for 1! år.
Fra et job jeg på papiret burde være absolut blændende til.
Men som jeg i virkeligheden slet ikke trivedes med. Ja, faktisk en hel karriere som jeg ikke trivedes med.
I 10 år har jeg været på arbejdsmarkedet og i den tid har jeg haft 5 jobs ( + 2 barselsperioder) og på intet tidspunkt i de 10 år har jeg været glad for mit arbejde.
En gang i mellem har der været glimt af begejstring. Og analyserer jeg disse glimt, så er de alle bundet op på opgaver hvor jeg har fået lov til at tænke og løse problemer og være kreativ i min tankegang.
Resten af tiden har jeg brugt på at side og længes efter at lave noget helt andet. Efter at være min egen chef og få lov til at skabe noget.
Kigger jeg tilbage, kan jeg også godt se at udvisning af initiativ i forhold til mit job har været på nulpunktet- imens initiativerne i den kreative del af min hjerne nærmest ikke kan komme ud for bar trængsel.
Så det var mere end på tide at mit liv tog en ny retning. Hvilket universet så ublidt gjorde mig opmærksom på.

Men vi ved jo alle hvor svært det er at sige farvel til det gode og trygge i et kendt job og en dejlig lønseddel hver måned. Og hvor grænseoverskridende det er at tage et spring ud i det ukendte (og så vil jeg slet ikke komme ind på den tid, man skal bruge på at tackle sine omgivelsers vantro og manen til besindighed)

Så helt ærligt. Den fyring er uovertruffent det bedste der kunne ske.

Nu er der ingen undskyldning

Nu springer jeg





søndag den 19. januar 2014

Upcycled vase

Wiinblad. Det smager sådan lidt af mormor og nostalgi og juleplatter.
Ikke at hans ting ikke er super fine, for det er de helt bestemt - de er nok bare en kende for oldschool på en måde, der ikke rigtigt passer ind sammen med resten af møblementet hjemme hos mig.
Så nu havde jeg jo altså denne her søde lille vase, som bare var alt for fin og sirlig.
Og så havde jeg en hel bunke Poscatuscher.
Og så skete det bare, ik.


Jeg aner ikke om farven kan holde - men tænker at en vase trods alt ikke bliver så våd på ydersiden:-)
Næste indkøb bliver klart porcelænstuscher ... for jeg blev før jul, den glade modtager af to kæmpe stel inkl chokoladekander, fade, kartoffelskåle og andet godt.....som vil få et helt andet liv uden for loftet, hvis de bliver doodlet lidt.

Og så gik der pludseligt lidt sport i at finde props til fotos



Og en krukke blev tryllet om med lidt maskingtape og mønstrede prikker


tirsdag den 4. december 2012

Defrosting

For hulan Roskilde var kold
Og det er stadigvæk ikke noget jeg kan leve af (not by a really really reallyyyy long shot)
Men hyggeligt - det var det bestemt.
Der har allerede været masser af billeder i blogland af markedet, så det gider jeg ikke kede med.
Istedet så får I lige lidt spam af de fine fine ting jeg købte derude( en af grundene til at jeg virkeligt ikke ville kunne leve af at stå på marked:-))
Jeg har længe gået og luret på Ullas hyggetæppe -så det var heldigt at jeg kunne lokke til en byttehandel
Jeg byttede mig også til en af Ullas fine fine bøjler - den skal bruges til julegave(hvis jeg da ikke snupser den selv)
Totalt gakkede håndstrikkede julekugler fra Pia Wehner

Skøn keramik - kan desværre ikke huske navnet

Jeg har en svaghed for utraditionel julepynt - så de her mexikanske skønheder måtte bare med mig hjem - de er fra www.mundos.dk

Fin pung fra Byslyngel

Den flotteste stjerne i Plexiglas fra Tanja Møgelgaard




tirsdag den 20. november 2012

Så er tre år på reklamebureau da ikke helt spildt

AD'eren (reklamebureaujargon for Art director som er ham der kan alt med de smarte computerprogrammer og få de fede ideer) på det bureau, hvor jeg var tidligere havde den virkeligt virkeligt dårlige idé, at han arbejdede bedst, når han havde én til at sidde ved siden af ham og kigge på.
Jeg kan afsløre, at det var cirka lige så spændende som at se maling tørre.
Til gengæld har de mange mange lange dybt kedsommelige timer gjort, at jeg i dag kan begå mig i både Indesign og Photoshop til husbehov. LÆS: kun husbehov. Som min tidligere chef og nuværende kollegaer kan attestere, så har jeg definitivt en brist, når det kommer til perfektionisme og øje for detaljer

Jeg kan derfor ikke hidse mig synderligt op over at mine nye visitkort har forskellige lilla nuancer på hhv. for- og bagside. Til gengæld kan jeg sagtens danse en lille 'jeg er for sej'-dans.
Og med to julemarkeder, en del netsalg oooooog [drumrolls] en stand på DK's største bryllupsmesse til januar, så får jeg forhåbentligt brug for dem alle

Manden min har sværget at der i det mindste er en eller anden form for webside oppe og køre på mit domæne, når vi når til 1. dec.

tirsdag den 13. november 2012

Yay. Gaver til mig

Jeg er jo med i en lille hyggelig gaveleg.
Og forleden modtog jeg min gave fra Pia
Og se lige nogle fine ting:
En fin fin skål med decoupage

De sødeste små porcelænsvedhæng



Mine to små artigheder gik straks igang med en større diskussion om hvis af tingene, der var hvis. Bertram mente at skålen klart måtte være hans, for der var dyr på. Naja mente at katten var hendes for 'alle ved jo at jeg æææælsker katte'.
Sjovt som sætningen 'Det er mine ting, mine gaver' overhovedet ikke registrerede sig hos dem.

Mine egne gaver til gavelegen er så småt på vej - og jeg kan allerede nu afsløre at mine papirsblomster, silkebånd og perler er i spil:-)

onsdag den 24. oktober 2012

Så' der gaveleg!

Er der seriøst noget bedre end at give gaver?
Min mand driller mig altid op til  fødselsdage og jul, for jeg kan gå helt og aldeles i selvsving over at finde de helt perfekte gaver.
Jeg ender -selvfølgeligt - altid op med mindst fem ligeværdige kandidater til Gaven og jeg er totalt blottet for evnen til at fravælge - vel at mærke blandt ting jeg alle synes er gode.
Faktisk  er denne 'manglende evne' en anerkendt del af min personlighedstype ifølge Enneagram-testen - min type person er så bange for at tage det forkerte valg og dermed gå glip af noget der (teoretisk set) er endnu bedre, at jeg jeg reagerer med at vælge det hele istedet. Derfor kan man med usvigelig sikkerhed se mig gå væk fra iskiosken med en vaffelis med 6 kugler, tøjbutikken med alt alt for mange poser ...og jeg er et helvede at være ude og spise med. For jeg.kan.ikke.beslutte.mig.
Ahh, det er altid rart at finde ud af at man ikke er skør - man er bare en 'type'. *fnis*

Nå men, tilbage til gaverne.
Det korte af det lange af det håndlavede er at ...tadaaaa... jeg deltager i en gaveleg som -og lyt nu rigtigt godt efter ik' - betyder at de første to der kommenterer på dette indlæg modtager en gave fra mig. Jep jep, ganske fedt.
For de to heldige skal så sende en gave retur til mig OG selv holde gaveleg på deres blog.
Se så. Det er jo totalt win-win med krølle på.

Altså:

Vær blandt de første to der kommenterer herunder
Så sender jeg dig en gave
Og du skal sende en gave til mig
....og du skriver om gavelegen på din blog og scorer to gavebytninger mere.


Sæt igang!


Og husk så lige min give-away, hvis du ikke allerede har deltaget. Den er lige her


** Seriøst, det der eneagram er altså virkeligt skægt - og kan være noget af en øjenåbner, ikke bare på din egen type og hvordan du reagerer i forskellige situationer. Men også som en måde at forstå(håndtere) kollegaer og familiemedlemmer på.
Selv er jeg en '7', kaldet 'eventyreren'.




lørdag den 22. september 2012

Raseri

Arj ok, måske ikke ligefrem raseri. Men i hvert tilfælde god gammeldags vrede.
Og hvorfor så så meget vrede. Jamen fordi jeg blev fyret. Sgu!

Ikke på nogen dramatisk måde eller fordi jeg var uønsket, men af den ganske pragmatiske grund der hedder penge.

Men ligegyldigt hvor pragmatisk det er og ligegyldigt hvor 'Nå ja, jeg passede sgu heller ikke lige så godt ind der' det er, så får ens selvbillede immervæk et knæk. For jeg er ikke sådan en der bliver fyret. Nope, jeg er sådan een, der selv skrider.
Så jeg er sur, gal, rasende og når jeg damper lidt af, så tager jeg fat på en ny runde, hvor jeg så bare er sur på mig selv over, at jeg lader det påvirke mig så voldsomt.
Men holddaløjsa hvor sådan noget vrede kan bruges som brændstof i en ellers noget gumpetung bagdel.

Så nu er jeg direktøren for det hele. Det kommende verdensomspændende konglomerat ud i alting girly: Cloudcake.
Jeps, jeg har nu et cvr-nr med momsregnskab, nemkonto og firmanavn på håndskrevet klistermærke på postkassen.

Og jeg er foreløbigt ret positivt overrasket over hvor nemt det faktisk er. Jeg havde et eller andet billede af at det ville være helt vildt kompliceret med enorme papirbunker og en lommeregner svejset fast på hånden. Men det der Internet er sgu smart.

Men her tre uger senere kan jeg da godt overveje en liiiiiille bitte smule, hvor gennemtænkt det nu lige var. For ud over et 37 timers job med transport i begge ender og to børn, der jo skal have al den tid jeg kan give dem(og mand og venner og hus og....) skal jeg så også søge jobs(for sådan et, helst super spændende og udfordrende og med søde kollegaer vil jeg jo frygteligt gerne have) så skal jeg liiiige banke min biks op så den i det mindste løber rundt.

Og det kræver altså kræfter.

For sjovs skyld forsøgte jeg lige at lave en oversigt over hvad jeg skal/burde gøre. Og her kommer så listen. In no particular order.

Fylde varer på min Trendsalesshop(yep, sådan en har jeg også nu: Bare søg på Cloudcake)

Overvåge og varetage min Etsyshop

Overvåge og varetage min Amio-shop

Lave to specialbestilte fascinators til at sætte på hårklips

Lave halskæde, fascinator og hårkam til pige med blog i staterne der reviewer mine ting(og dermed –forhåbentligt – skaber en masse ny trafik

Holde mig ajour på Bryllupsklar.dk hvor jeg har betalt for at have en henvisning til min Etsy-butik liggende og hvor jeg har adgang til deres forum (her skal jeg lige have vurdereret om det overhovedet er det rette forum...og have skrevet et indlæg til bloggen. For hold da helt fast det er et syret univers, de der bryllupsdamer befinder sig i)

Lave artwork etc til reklame for Roskilde Julemarked, som jeg skal med på

Få lavet visitkort

Få lavet ’Tak for at du har handlet hos mig’ kort med bonus-kode

Få lavet et stempel, så jeg ikke skal skrive min adresse i hånden hele tiden

Få oprettet en konto + kort til butikken

Få registeret en nemkonto

Få optalt mit varelager

Få overblik over hvilke udgifter jeg har haft – de tæller nemlig som opstartsudgifter og skal med i regnskabet

Finde på geniale ting, jeg kan tage med på julemarkedet …og finde transport dertil

Få taget flere fotos af mine ting – helst med en model

Få opdateret min adword-konto

Få lavet den hjemmeside, som min søde mand er i gang med, færdig

Få fundet den rigtige font

Blogge dagligt

Flytte bloggen til Wordpress.Elller en helt ny blog kun om Cloudcake på engelsk?

Lære at bruge Pinterest mere kommercielt eller i hvert tilfælde til at få drevet besøg over på bloggen

Lave hårkranse med silkeblomster til Simone, der skal bruge dem til sit studie



Pyh.

Og hold da op det blev en lang smøre.... men nu kan jeg da krydse en ting af på listen for i dag:-)

Og så et pænt billede, der inspirerer med alle de skønne farver


Billede lånt her : http://blog.heylook.fi




















tirsdag den 14. august 2012

Kæft, jeg har været aktiv



Nå men, hvis du undrer dig over hvorfor jeg pludseligt er begyndt at skrive alting på engelsk, så er det ganske enkelt fordi godt og vel halvdelen af mine besøgene her på siden ikke er fra lille DK.
Og med en Etsy-butik, der stille og roligt vokser, så er det en mulig købergruppe, jeg ikke må overse.
Lyder det marketingagtigt. Jamen, det er det skam også. Bloggen her er i hvert tilfælde for en stund drejet en del mere over mod markedsføring af mine produkter end fortællinger fra mit liv.
En superfed hjemmeside/butik er under opsejling og blandt de mulliarder af ting der dermed skal tages stilling til er også spørgsmålet om jeg skal oprette en ny markedsførings/butiksrettet blog og koble den på hjemmesiden. Og beholde den her til de mere skæve/personlige ting. Tja, hvem ved. Måske bliver det er mere fortællingen om ejen mod drømmen om at stå på egne ben.
Men indtil videre må I altså bære over med at en del også er på engelsk.
Som en lille sjov sidebemærkning, så er godt og vel 25% af mine besøgene fra Rumænien.
Æhh
Rumænien??
Det' sgu da underligt. Og nej, der er ikke umiddelbart nogen planer om en rumænsk blog.

Det bliver vist en lidt længere smøre i dag. For det jeg egentligt skulle fortælle var at jeg [Drumrolls] fik en besked fra Etsys tyske afdeling. At et stort tysk bryllupsmagasin gerne ville vise en af mine hårkamme i en kommende udgave.
Og jeg har selvfølgeligt været inde og researche. Og det er jo et stort blad. Altså virkeligt stort. Så kan jeg godt leve med at jeg brugte en hel aften(og halv nat) på at lave silhuet og masking og watnot på billedet som de havde bedt om.
Og pisse uprofessionel som jeg jo (stadig) er, så har jeg slet ikke spurgt om hvornår det udkommer. Sådan nogle blade bliver jo tit produceret mange måneder i forvejen.
Lige nu har jeg bare 700 hvad-nu-hvis'ere af den negative slags i hovedet. For jeg vil jo altså bare det her SÅ meget.
Og så er der jo ikke andet at gøre end at begrave sig i kreative projekter. Og man skulle jo være decideret tåbelig for ikke straks at tænke: Hårkamme. Masser og masser og masser af hårkamme.


onsdag den 4. april 2012

Øreringe på vej

Se bare hvad posten kom med i dag
Pludseligt er påskepynt, rengøring og indkøb slet ikke så vigtigt(Hey, hvad er der galt med leverståhejsmadder til aftensmad?)


Og se bare, når de bliver samlet:

Arj, men altså, se bare de detaljer.
Uh, jeg er forelsket.
Hvilken én er mon din favorit?

Hvis guderne(og mine smålinger) vil det, så når jeg at samle, fotografere og lægge på Amio her i påskeferien. (og sku' det nu ske at du forelsker dig i nogle af mine ting inden da, så skriv endeligt)

God påske derude:-)

søndag den 19. februar 2012

WIP



Jeg erhvervede mig på et tidspunkt en superfin dug fra Tyskland
Superfin fordi den har de fineste cirkler med de fineste blomster i de fineste farver
Men desværre har den også et meget lidt fint forvasket udseende.
Så nyeste projekt er indscanning af stof som derefter optegnes i tegneprogrammet GIMP(et gratis program, med mange af de samme features som Photoshop)
Og det går da(agtigt)
Men en tredjedel af tiden går med at lede efter den rigtige knap
Den anden tredjedel går med at prøve at rekonstruere hvad det var jeg gjorde lige før, som virkede
En fjerdedel af tiden går med at trykke på 'back'-knappen(når jeg først lige har brugt en masse tid på at lede efter 'History-knappen')
6 procent af tiden går med at prøve at få programmet til at vælge det rigtige udsnit
Og de restrende procent går med faktisk at få det til at virke

...så der er langt igen
..........men når det gør, så er der dømt stoftryk, postkort og hele svineren

Posted by Picasa

lørdag den 18. februar 2012

Måske nok liiiiidt overdreven

men også helt vildt fed. Og også perfekt til små piger.
Må jeg præsentere min første kreation ud i stofblomster(og jeg kan godt love at det ikke bliver den sidste)






Jeg ved godt den er en en smule 'over the top'(som det meste fra min hånd) - men vil den ikke bare være fin til en konfirmand - eller en blomsterpige - eller en brud eller bare som pynt til en fest, hvor du vil garanteres opmærksomhed?

fredag den 17. februar 2012

Når man lider af samlermani

...så kan man faktisk ikke rigtigt kalde det en udfordring at sætte sig selv den begrænsning at datterens fastelavnskostume kun måtte kreeres af materialer jeg allerede lå inde med
Udfordringen lå mere i at jeg virkeligt forsøgte at inddrage hende og lytte til hendes ønsker og lave præcist det kostume hun drømte om.
Og det kan altså godt være svært ud fra beskrivelser som
'Der skal være sådan nogle flade ærmer'
'Foran skal der være sådan noget(indsæt her billede fa Naja der flagrer med hænderne foran brystet), men det må ikke være for løst'
'Kjolen skal kunne dreje hele vejen ud og sådan puffe'
'Mit hår skal også puffe'

Så mange billeder er blevet googlet og mange tegninger er blevet tegnet
Resultatet blev helt vildt fint, synes jeg selv.
Og så giver det en vis tilfredsstillelse at få brugt lidt af lageret....og ikke mindst at få brugt den fuldstændigt overpyntede laksefarvede selskabskjole med kæmpe skørt og tylstof, som jeg var nødt til at købe i genbrugeren sidste år

Er jeg forresten den eneste der har en 6-årig der slet slet ikke kan smile naturligt, men som af uransalige grunde insisterer på at vende håndfladerne opad, lægge hovedet på skrå og smile det mest (jeg mangler ord her)smil?
Jeg mener, jeg tog nok 30 billeder af hende og på samtlige ser hun sådan her ud ...det her var det mindst opstyltede. 
Aaaargh

fredag den 2. december 2011

Hårbøjle-bonanza

Jeg nævnte vist nok på et tidspunkt, at jeg har været så heldig at få nogle af mine hårbøjler i kommision.
Så skynd dig ind på Kunstid og beundre mine skønheder(som alle er 100% unikke)
En oplagt julegaveidé til enhver prinsesse, stor som lille

onsdag den 30. november 2011

Totalt 'over the top' adventskrans

Min hårdt prøvede mands ansigtsudtryk sagde egentligt det hele.
Her har han levet i 15 år med min meget alternative indstilling til indretning, som gennem årene har indbefattet en lejlighed i koboltblå og orange, ommaling af diverse møbler, et orgie af spraglede puder og at hans stue som udgangspunkt altid ligner en eksploderet Panduros Hobby-butik.

...og alligevel så han faktisk en lille smule ...hmmm, chokeret eller måske nærmere vantro ud, da han fik fremvist årets adventskrans i går.
Mission completed!


Jeg beklager den røvdårlige billedkvalitet, men jeg er jo for helvede ikke hjemme i de få timer, hvor det er lyst. Aaaarghh
Til gengæld er årets kalenderlys nok det mindst pyntede jeg nogensinde har frembragt. 
Men med en lille dreng, der gladeligt kravler tværs over spisebordet for at kigge på noget spændende og som derefter bruger 'hvad-han-nu-engang-har-fået-fingrene-i' enten  som kasteskyts, spiseforsøg, trampeforsøg, proppe ind i et vikårligt køretøj-forsøg etc etc, tænkte jeg, at det i år nok var en idé med en pilfinger-proof kreation, der faktisk er lavet til at blive pillet/raget/leget med.

tirsdag den 22. november 2011

Så så man lige mig dropkicke menighedrådsformanden

....altså kun i fantasien. Og jeg ved faktiske heller ikke om hun var formand eller noget. Men et spark lige i poserne, det kunne hun godt have fortjent.
Og hvorfor, tænker du måske, havde sådan en sød gammel beigefarvet dame gjort sig fortjent til min vrede.
Jo, efter at have stået og famlet ved mine fine håndlavede hårbøjler siger hun til sine veninde'Åh ja, mit barnebarn Amalie laver også sådan nogle fine ting i børnehaven'.
Say what??
Jeps, på trods af mit desperate forsøg på at mobilisere noget optimisme omkring weekendens marked i Greve Kirke - så var det en af de gange hvor det blev akkurat lige så ringe som frygtet:-(
Behøver jeg at nævne at min indtjening på ialt 12 timers 'side-på-min-røv-og-kede-mig var latterlig lav, at jeg var så heldig at have et harmonikaorkester stående ved siden af mig og at jeg sad 1 1/2 time uden for kirken om søndagen fordi de havde glemt at fortælle mig at der ville være lukket ind til min bod indtil efter festgudtjenesten ('Jamen, vi tænkte at du måske ville lytte med')
Skal vi ikke bare lade det ligge ved den konstatering, at det bare ikke, på nogen måde what so ever, var min målgruppe.
Og så vil jeg glæde mig over at de mange mange lange timer uden salg i stedet gjorde at jeg nu har samtlige smykker færdiggjort til næste weekends marked i Roskilde.(og det er jo ikke så dårligt)


tirsdag den 15. november 2011

Og så gik der lige 2 måneder....


Det er lidt spøjst det her. Jeg har været væk fra bloggen i to måneder og underligt nok, så har jeg et behov for at forklare mig. Og det sidder altså lidt underligt med mig.  For den pragmatiske side af mig siger jo, at der jo helt ærligt ikke er en kæft, der giver en hujende fis for om jeg skriver dagligt eller månedligt.   
Selvom det er fedt at føle sig som verdens absolutte centrum. For et par år siden, da Naja var omkring 3,5 var vi på vej til børnehaven en morgen. ’Nu sidder alle børnene og venter’ proklamerede hun. ’Venter de. Hvorfor venter de?’ spurgte jeg. Og svaret var jo indlysende kunne man høre på hende: ’På mig selvfølgeligt. De venter alle sammen på at jeg kommer, så de ikke skal kede sig mere’

Nå, men bottomline er, at jeg har været tavs fordi jeg har haft andre prioriteter.  
Oveni den helt almindelige daglige udfordring det er at få job, børn, mand, søvn og mig-tid til at passe ind i 24 timer uden at gå på kompromis(Newsflash: det kan man ikke! ) så har jeg fået raget en del opgaver/oplevelser til mig:
Jeg er kommet til at melde mig til to markeder(mere om det senere), har fået mine hårbøjler i kommission(også mere om det senere), har været på to uger skøn ferie(jep, det slipper I heller ikke for at høre om) og har bordet mere end fyldt på arbejdet(Sundhedsstyrelsens ’Kun med Kondom’-kampagne, Miljøstyrelsens Musekampagne, Fødevarestyrelsens Nøglehulstil spisesteder for at nævne et par stykker)

Det første indlæg i mere end to måneder skal selvfølgeligt også fejres med et skønt billede.
Jeg har nemlig været så heldig/privilegeret at blive kontaktet af fotograf Mette Bundgaard, der gerne ville bruge mine hårbøjler til en fotooptagelse.
Desværre sprang modellen fra, men Mette fik lokket nogle søde små tøser til at modellere i stedet.
Jeg synes at det er blevet super fint og glæder mig til at se hvad hun kan få ud af en voksen.
Læs meget mere om Mette og se hendes mange andre fine billeder her:http://metunda-universe.blogspot.com/


tirsdag den 6. september 2011

Nye billeder og ny biks


Jeg var nok ikke den eneste der opdagede at solen rent faktisk skinnede i søndags.
Og jeg var vist en ret ringe brunchgæst - for jeg kunne næsten ikke koncentrere mig af bare iver efter at komme hjem i haven og teste min nye lyskasse ....og få taget nogle nye billeder af mine varer.
Og det virkede sgu.....hvert eneste billede blev sprødt og fint(så ikke flere grimme ord om mit kamera lige nu)


Søndag aften stod det så på hade-jobbet: billedredigering. Klikke-klikke-scroll-klikke-scroll-klikke-klik-ctrl Z-klikkeklikke-bande-klikhovhvadfandensketederder-klik-zzzzzzzzz


Billederne skal selvfølgeligt på Amio (som har førstepladsen i 'hvor-mange-klik-skal-jeg-bruge-pr.-produkt, og derfor er en opgave der skal tages laaaaangt tilløb til)

Men endnu vigtigere - så skal de på Etsy, hvor Cloudcakes internationale branch nu har sit hovedkontor:


Kom gerne og besøg mig på : www.etsy.com/shop/cloudcake

mandag den 8. august 2011

135 blomster senere

Og nogle meget ømme tommeltotter var gaverne til weekendens blogtræf klar
...næste gang tror jeg lige at jeg overvejer præcist hvilke produkter det giver mening at lave 27 af - og hvilke jeg vil græde snot over efter en tredjedel, råbe af efter halvdelen og hade som pesten derefter.
Hold da kaje for et pillenussearbejde. 


Men fine blev de da


Efter mange overvejelser blev den her fine sag udvalgt til at være mit bidrag til blogtræffets tombola
Nu glæder jeg mig så til mit allerallerførste blogtræf :-)

fredag den 22. juli 2011

Mine gaver til blogtræffet

 
Har siddet og nørklet med ideer til de gaver jeg skal sponsorere til blogtræffet i august
Fidusen er nemlig, at jeg skulle finde på noget, som jeg kan lave, når jeg i morgen drager to uger i campingvogn.
Så valget faldt på små blomsterspænder - tænker at det er noget de fleste kan bruge - eller forære videre, hvis de er for tøsede.
 

Men mine fine spænder skulle jo have noget papir at sidde fast på - gerne med lidt reklame for bloggen.
Så jeg har fået testet mine inDesign-evner og lavet en art visitkort. De skal også bruges til at fæstne smykker på inden jeg sender afsted.

Til blogtræffet skal jeg også sponsorere en gave til tombolaen - det bliver en af mine hårbøjler.
Måske magen til den her, som prydede mit hår i går(dybt upraktisk, når der nu er monsunlignende tilstande -og blomsterne er lavet af papir)

tirsdag den 19. juli 2011